top of page
Forfatters billedeHB Web

Mindeord om Henning Hansen der sov ind mandag den 20. november

Opdateret: 1. jan.

I tirsdags modtog vi det triste budskab, at Henning Hansen var sovet stille ind efter kort tids sygdom. Henning tilbragte sine sidste dage i Sundhedscentret, nabo til Hillerød Badmintonklub, hvor Henning sov ind mandag den 20. november i en alder af 89 år.


Henning var en rigtig “HB'er” såvel i ord som handling. Han vil blive husket for det meget store frivillige arbejde som han har lagt i klubben i mere end en menneskealder til glæde for rigtig mange såvel tidligere som nuværende medlemmer. Han var drevet af glæden ved badmintonsporten, glæden ved at være en del af Hillerød Badmintonklub og ikke mindst glæden ved det sociale fællesskab, der udspringer sig af at involvere sig i klublivet. Det sociale og det sportslige gik hånd i hånd for Henning, og han fandt glæden i at gøre den så berømte forskel til glæde for andre. Det skylder vi Henning en oprigtig og stor tak for.


Tilbage i 1963 blev Henning i en alder af kun 29 år valgt til formand for Hillerød Badmintonklub, en opgave han løftede på bedste vis til 1967, hvor han lod formandsposten vandre videre. I 1999 fik Henning tildelt klubbens “fortjenstpokal” for at have udført en enestående ledelsesmæssig enkeltpræstation, og i 2006 blev Henning med baggrund i hans helt enestående ledelsesmæssige indsats over længere tid udnævnt til æresmedlem, klubbens højeste udmærkelse. 


Henning Hansen var tillige i en årrække formand og hovedkraft i støtteforeningen "HB - Ungdommens Venner". Her videreførte han sammen med Helge Jønsson og Erik Enevoldsen det støttearbejde, som siden 1982 havde fundet sted i "HB's Venner". Loppemarkeder, bankospil og turneringer med efterfølgende frokost for klubbens motionister med overskud er blandt de aktiviteter, som Henning her har forestået, til gavn for klubbens unge medlemmer.


Henning Hansen har unægtelig sat sit fingeraftryk i klubben. Han tilhører en lille gruppe af personer, der indskriver sig i klubbens historie som en, der både har varetaget formandsposten, er tildelt klubbens fortjenstpokal og udnævnt til æresmedlem. I sandhed, en af HB's store ledere.


I 1997 var Henning den skabende og drivende  kraft i etablering af fælles spil for pensionisterne på torsdagen fra 9 til 12 efterfulgt af social samvær med kage og kaffe i café Fjerbold. Og for nu få måneder siden, torsdag den 7. september, var pensionisterne samlet samme sted omkring en frokost for netop at fejre den gode tanke, der blev skabt og søsat af Henning for 25 år siden, og fulgt op med stor succes. Det blev så også dagen, hvor Henning fandt tiden inde til at træde tilbage og overlade stafetten til andre. Det blev på alle måder et godt og minderigt arrangement, hvor vi fik hyldet og takket Henning for hans store arbejde gennem  næsten hele hans lange liv og især for de 25 år med muntert fælles spil på torsdage. Det skulle desværre også vise sig at være den sidste gang vi i en større forsamling fik lejlighed til at være i Hennings selskab. Vi kan så glæde os over, at vi fik lejlighed til at udtrykke vores store taknemmelighed for det store arbejde Henning har lagt i klubben til glæde for så mange, og tydeligt mærke, at han satte pris på denne afsked. 


Vi kommer unægtelig til at savne Henning iblandt os i Hillerød Badmintonklub og herunder også til vores generalforsamlinger hvor Henning altid var garanten for, at generalforsamlingen ikke blev afsluttet før HB sangen blev afsunget - tak for det Henning og for alt det, du har givet til så mange af os - du var i sandhed en rigtig “HB'er”.


Æret være Henning Hansen’s minde.



Jørn Gravesen Torsten Berg

Formand, Hillerød Badmintonklub Formand, HB Ungdommens Venner


67 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page